Ifølge Friskolelovens §22a og ”Bekendtgørelse om sociale klausuler som tilskudsbetingelse for modtagelse af statstilskud på selvejende uddannelsesinstitutioner” skal en friskole udarbejde en handleplan, der viser, hvordan skolen vil oprette stillinger på særlige vilkår.

Vejle Friskole ønsker at bidrage til at fremme den sociale indsats på alle niveauer indenfor undervisning, SFO, administration og serviceområdet. Dette gøres bl.a. gennem et løbende samarbejde med Job Vejle.

På Vejle Friskole har vi et ønske om at fremme en aktiv social- og arbejdsmarkedspolitik ved at ansætte/fastholde personer med varig nedsættelse af arbejdsevne eller personer af anden etnisk herkomst. Hvad angår ansættelsen af personer med nedsat varig nedsættelse af arbejdsevnen, vil skolens primære prioritering være at fastholde skolens egne ansatte, der er kommet i en situation, der udelukker dem fra deres normale ansættelse. Sekundært vil prioriteringen gælde øvrige.

Skolens personalepolitik giver mulighed for en individuel ansættelsesgrad og en udstrakt grad af imødekommenhed vedrørende arbejdstider. Det tilstræbes at give medarbejdere med længerevarende sygefravær tryghed i den videre ansættelse.

Det er Vejle Friskoles målsætning, at der i skolens medarbejderstab til en hver tid skal være plads til 2-3 personer fra det rummelige arbejdsmarked (fleksjob, arbejdsprøvning, integration el.lign.)